Tove Videbæk besøgte gadebørn og ”dansk” minister i Nicaragua

Tove Videbæk besøgte gadebørn og ”dansk” minister i Nicaragua

Billede

Uddannelse kan bryde den onde cirkel


 

I sidste uge besøgte Tove Videbæk gadebørn i Nicaragua, Nicaraguas boligminister og et projekt, som foreningen ”Børnenes Liv” støtter.

 

Der er en hjerteskærende forskel imellem forholdene for Nicaraguas gadebørn – og de børn, jeg mødte på skoler og børnehjem. På gaden slikker børnene tomme pizzabakker. De spiser madrester, som bilisterne smider ud til dem. De sniffer lim, og de springer ud imellem bilerne for at vaske bilruder og få en skilling. Og så sover de i vejkanten.

På projektets skoler bor de i trygge omgivelser, får sund mad, skolegang, og praktiske uddannelser, så de vil kunne klare sig selv efter endt skolegang. Dette projekt er foreningen ”Børnenes Liv” med til at støtte. 

 

Man bliver dybt berørt, når man ser de vilkår, som børn helt ned til 5-års alderen lever under.  Det er helt ubegribeligt se børn i 2013 leve under disse forhold. Man har lyst til at tage sig af dem alle, men det er naturligvis umuligt. Der er 35.000 af dem, og antallet vokser. Men vi kan gøre noget for nogen af dem. Og det forsøger vi via foreningen ”Børnenes Liv” i samarbejde med en større kirke (Verbo) i Managua. Denne kirke har et stort socialt arbejde med skoler, mad-uddeling og praktiske uddannelser. Dette arbejde og de forskellige projekter, som Verbo kirken har i gang, var jeg ude og se på. Ligeledes hørte jeg om ideer til videre udvikling af arbejdet, så endnu flere gadebørn kan hjælpes.

 

Målet er først og fremmest at børnene får en god opvækst, en god skolegang og vil kunne få videre uddannelse, få job eller etablere egen virksomhed. Dette vil ikke alene gavne børnene, men vil også i høj grad styrke landets økonomi. Nicaragua er det fattigste land i Mellem-Amerika, så børnene i landet har behov for denne håndsrækning. Og det har landet Nicaragua bestemt også.

 

Når det så er sagt, fatter jeg stadig ikke, at forældre sender deres børn på gaden for at tjene penge, enten via rudevask på biler, tiggeri eller via prostitution, narkosalg m.v. I Danmarks radio så vi for nylig en udsendelse om 2. generations gadebørn i Nicaragua. Gadebørns-problemet er en ”ond cirkel”. Den cirkel SKAL brydes! Det kan den blive bl.a. via projekter, som tager sig af børnene, uddanner dem og sætter dem i stand til at tjene penge – uden at blive kriminelle og uden at leve på gaden og derved sætte livet på spil dagligt. Og det er det, som foreningen ”Børnenes Liv” satser på.

 

Selv om det var dybt bevægende at se gadebørnene igen, så var det samtidig glædeligt at besøge  projektet, som er etableret for at give gadebørn  mulighed for at komme ud af miljøet på gaden og ind i positive og sunde omgivelser.

 

Billede 1

I Nicaragua mødte jeg ligeledes landets boligminister, Judith Silvia de Jensen. Hun er gift med en dansker og har tidligere boet 10 år i Danmark. Via mødet med hende i boligministeriet fik jeg yderligere et bredere indblik i Nicaraguas indsats for de fattigste i landet.

 

Efter alle disse mange og indimellem voldsomme indtryk glæder jeg mig til, at vi via ”Børnenes Liv” og den lokale kirke i Nicaragua kan være med til at gøre en positiv forskel for nogle af gadebørnene i Nicaragua og samtidigt være med til at skabe en ”god cirkel” i landet.

 

28.08.2013,  Tove Videbæk

                                                                                                © Børnenes Liv